Der skal lyde en stor tak til alle dyreejere der har givet mig muligheden for gennem årene at hjælpe dyr til en bedre balance. Jeg elsker mit job, og er yderst taknemmelig for hver en dag blandt fantastiske to- og firbenede væsner.

Brændstof og byggeklodser

Jeg bliver stadig forundret, og også en smule trist ind imellem, når jeg oplever hvor lidt opmærksomhed den danske dyrlægestand har på ernæring. Ikke at det som sådan forbavser mig.

Det er jo ikke anderledes end lægernes tro eller mangel på samme, på at det gør en forskel. Og ja, en del sælger foder i deres klinikker, men det er jo langt fra det samme, som at have en ægte interesse i, at gøre en forskel med ernæring. Eller i det mindste, at give det en ærlig chance og så se svaret, for sig selv og med egne øjne.

Og hvis ikke dyrlægerne mener det gør den store forskel, hvorfor skulle menig mand og kvinde så tro, at det har en betydning –” Dyrlægen siger….”  En hel masse, noget mere morsomt end andet. Kan mærke at det smerter mig, når jeg oplever at en ejer bliver overbevist om, at det end ikke er forsøget værd. Men bliver også jublende lykkelig hver eneste gang en ejer, om end med skepsis, indvilliger i at prøve, og bagefter ikke kan få armene ned, over den forandring de oplever hos deres dyr. Og dem er der heldigvis en del af.

Ingen tvivl om at jeg kender nogle super kompetente dyrlæger, fagfolk som jeg med største tillid ville overlade mit dyr til. Kiruger, medicinere, og dyrlæger med særlige fagområder, men jeg ville sådan ønske – og særligt for dyrenes skyld – at vi arbejdede meget mere bredt sammen for at optimere livet for vore firbenede venner. Vi har hver især en gave, som de fortjener at få af os.

Jeg arbejder ikke alene med optimal ernæring til hunde og katte, jeg finder det så interessant, at jeg ofte stille mig selv og min krop til rådighed, for at se hvad der sker, alene ved at ændre kosten. Og det er temmelig interessant. Ikke at jeg dermed er blevet fanatisk – tværtimod! Jeg vil hellere kalde det bevidst. Det er en meget mere rammende beskrivelse. Ud fra bevidstheden kan jeg træffe mine valg – skal vi sunde eller synde?

Jeg kan få flere svar fra min egen krop end dyrene kan give – bliver humøret påvirket? Oplever jeg forandringer ingen ville kunne se udefra?

Så ja, ingen tvivl om, at det er væsentligt at pelsen er fin, afføringen som den skal være, og at dyret bryder sig om det vi tilbyder, men det er jo så langt fra den fulde sandhed. Og når vi taler sandhed, så lad mig med det samme pointere,  at der ikke findes en enkelt – for hvert år i min karriere, er der kommet langt flere til. Hvert individ fortjener, at blive vurderet individuelt og behandlet derefter. Det handler om brændstof og byggeklodser – om hvad kroppen får tilført, for at kunne fungere med alle de tusindvis af processer, der hele tiden finder sted under og på huden.

Det er et marked som så meget andet – fyldt med myter, markedsstrategier og meninger.

Mit pay-off i Gittekamp.dk er Conscientious care – samvittighedsfuld omsorg – og det er lige præcis det, det handler om. Jeg brænder for informationen til den enkelte ejer, og ud fra denne, kan hver enkelt træffe det valg, de føler er rigtig for netop deres firbenede ven.